Étude for Traumatised Violin (2022)
Min faster Hilda døde i sensommeren 1990, 76 år gammel. Jeg var på det tidspunkt 10 år gammel. Hun var ikke min rigtige faster, men min farfars søster og jeg husker hende som et glad og positivt menneske, som tog mig på ture, viste mig verden og blandt andet tog mig med til mit første møde med Aarhus symfoniorkester, som jeg pt. er ved at skrive et værk til. Hun fik aldrig børn selv men var meget glad for musik, spillede selv klaver og violin, men jeg hørte hende aldrig spille. Hun ville altid høre mig spille klaver, men ville ikke selv spille for andre, på trods af at jeg kunne se at der altid stod noder fremme i hendes hus i Silkeborg.
Da hun døde fik min far hendes violin, og den lå de næste 25 år under mine forældres seng - uberørt, som et svundet minde om hende og den musik hun aldrig ville dele med andre. Violinen har de sidste par år boet hos mig og min familie på Mols.
Når jeg sidder med min faster Hildas violin i mine hænder kan jeg mærke hende. Jeg kan mærke de de følelser som gennem generationer er blevet indlejret i det porøse og aldrende træ. I de slidte hår på buen, og den næsten forvitrede kasse der bærer på hendes musikalske minder. Jeg kan også mærke et mørke. Et mørke der rummer smerte og usagte oplevelser, der på mange måder er forsøgt gemt væk, og som jeg gennem en undersøgelse af instrumentets inderste detaljer har mulighed for at komme i kontakt med. Et mørke der giver sig tilkende igennem mistrivsel, misbrug og stridigheder i familien, noget der synes at gå i arv fra generation til generation. Men omstændigheder der også indlejres i de objekter der er med os når vi mennesker er allermest sårbare og skrøbelige - nemlig når vi udtrykker vores musikalitet.
Min faster Hilda døde i sensommeren 1990, 76 år gammel. Jeg var på det tidspunkt 10 år gammel. Hun var ikke min rigtige faster, men min farfars søster og jeg husker hende som et glad og positivt menneske, som tog mig på ture, viste mig verden og blandt andet tog mig med til mit første møde med Aarhus symfoniorkester, som jeg pt. er ved at skrive et værk til. Hun fik aldrig børn selv men var meget glad for musik, spillede selv klaver og violin, men jeg hørte hende aldrig spille. Hun ville altid høre mig spille klaver, men ville ikke selv spille for andre, på trods af at jeg kunne se at der altid stod noder fremme i hendes hus i Silkeborg.
Da hun døde fik min far hendes violin, og den lå de næste 25 år under mine forældres seng - uberørt, som et svundet minde om hende og den musik hun aldrig ville dele med andre. Violinen har de sidste par år boet hos mig og min familie på Mols.
Når jeg sidder med min faster Hildas violin i mine hænder kan jeg mærke hende. Jeg kan mærke de de følelser som gennem generationer er blevet indlejret i det porøse og aldrende træ. I de slidte hår på buen, og den næsten forvitrede kasse der bærer på hendes musikalske minder. Jeg kan også mærke et mørke. Et mørke der rummer smerte og usagte oplevelser, der på mange måder er forsøgt gemt væk, og som jeg gennem en undersøgelse af instrumentets inderste detaljer har mulighed for at komme i kontakt med. Et mørke der giver sig tilkende igennem mistrivsel, misbrug og stridigheder i familien, noget der synes at gå i arv fra generation til generation. Men omstændigheder der også indlejres i de objekter der er med os når vi mennesker er allermest sårbare og skrøbelige - nemlig når vi udtrykker vores musikalitet.
Étude for Traumatised Violin
EtudeForTraumatiseretViolin.mp3
